Dennis Fridthjof

Lidt om mig

Jeg er 61 år og uddannet elektriker og har været politisk og fagligt aktiv i hele mit liv. Jeg har været byrådsmedlem i Guldborgsund siden 2013 og er i denne periode medlem af beskæftigelsesudvalget samt formand for POU-udvalget, et opgaveudvalg til udvikling af partnerskab mellem virksomheder, faglige organisationer og erhvervsskoler for uddannelse, praktikpladser og opkvalificering.

Jeg er i mit daglige virke afdelingsformand for Dansk El-Forbund Storstrøm. Jeg bestrider en stribe af  fagpolitiske tillidsposter og er dybt involveret i det faglige arbejde omkring Femern byggeriet og Storstrømsbroen.

Jeg er gift, med Lone og har 3 voksne børn og 4 fantastiske børnebørn.

Begreber som social lighed, fællesskab og livssyn hvor alle har lige muligheder og hvor ingen bliver tabt, har altid vægtet tungest i min politiske bagage.

 

JEG VIL I DEN KOMMENDE BYRÅDSPERIODE ARBEJDE FOR:

At fastholde og udvikle vores børneinstitutioner, samtidig med stor fokus på den tidlige indsats og  læring.

At fastholde og styrke den positive udvikling af vores kommuneskoler, med inddragelse af forældre, skolebestyrelser og lærere.

Understøtte udviklingen af vores unikke foreningsliv og alle de lokale ildsjæle som er utroligt vigtige for vores lokalområder.

Styrke ældreplejen, hvor tryghed er nøgleordet og samtidig sikre at der lokalt er tidssvarende bomuligheder for ældre.

Sikre at udviklingen og investeringerne i Guldborgsund kommune også når ud i lokalområderne.

Sikre at vi har en ordentlig offentlig transportmulighed, også i weekenden og at vores unge uddannelsessøgende også i fremtiden har mulighed for at benytte studieflex.

Sikre at der sker borgerinddragelse ved kommunale beslutninger der berører lokalområderne

At det forsat er attraktivt at bosætte sig i hele Guldborgsund.

At sætte fokus på klima, Forurening og Grønne løsninger.

GULDBORGSUND – TRYGHED FOR OS ALLE
Guldborgsund skal være en børne- og familievenlig kommune, hvor børnene sikres gode og billige pasningsvilkår efter børnefamiliernes behov. De kommunale tilbud skal supplere og understøtte en børnepolitik, der skaber helhed i børnenes tilværelse og udvikling. Vores børn er nemlig vores vigtigste ressource, jeg vil derfor forsat arbejde for at styrke den pædagogiske og forebyggende indsats i vores daginstitutioner for at sikre den vigtige læring og socialisering for vores yngste.

For at styrke den pædagogiske og forebyggende indsats mener jeg at vi skal sikre den daglige normering i vores daginstitutioner og sundhedspleje. På den måde kan vi sætte ind så tidligt som muligt over for børn med særlige behov, ligesom det vil komme alle vores småbørn til gode.

En god folkeskole er afgørende for den enkeltes udvikling og senere voksentilværelse. Gennem læring, medbestemmelse, kreativitet og udfordringer skabes hele mennesker. Folkeskolen skal medvirke til at udvikle fællesskabet og forholdet mellem børn og forældre på tværs af alle skel.

Kommunens idræts- og foreningsliv skal have mulighed indgå som en naturlig del af børneinstitutionernes og skolernes tilbud.

Jeg vil samtidig forsat arbejde for at give folkeskolen et løft, så alle unge kan starte på en erhvervsuddannelse.

Vi skal ikke acceptere, at alt for mange ikke består folkeskolens afgangsprøve, det er vi nødt til at løse.

Vi bliver i den kommende byrådsperiode nødt til at understøtte folkeskolen og lærerne og i fællesskab finde ud af hvordan vi løser den gordiske knude, med en målsætning om, at ingen forlader folkeskolen uden at have de nødvendige resurser, til at komme videre i livet med en uddannelse.

DET SKAL VÆRE TRYGT AT BLIVE ÆLDRE I GULDBORGSUND
Kommunens borgere skal kunne forvente et trygt og godt seniorliv i Guldborgsund. Kommunen skal hjælpe de, som har behov og samtidig understøtte de, som har modet til at være så selvhjulpne som muligt. For det at kunne selv, giver frihed. Friheden til at styre sit eget liv og hverdag.

Vi har behov for flere varme hænder i vores ældrepleje.

Vi står i de kommende år overfor store udfordringer i forbindelse med at sikre, at der er nok kvalificerede varme hænder indenfor ældre og sundhedsplejen.

Det er en udfordring vi skal imødekomme og få løst i den kommende byrådsperiode.

Jeg vil arbejde for, at der i de kommende år er styrket fokus på at understøtte, at der er den nødvendige kvalificerede arbejdskraft til rådighed indenfor social og sundhedsområdet.

Vi skal derudover som kommune være med til at underbygge, at der opføres seniorvenlige boliger i det omfang der er behov, i samarbejde med boligforeninger og private. Og samtidig være garant for, at uanset valg af boform, kan alle borgere i kommunen regne med at få den nødvendige hjælp og pleje.

FOKUS PÅ SUNDHED
Der skal i de kommende år sættes fokus på sundhedsfremmende tiltag. Gennemsnitslevetiden for borgere i Guldborgsund er et kedeligt pejlemærke på de udfordringer vi er nødt til at tage op i det kommende byråd.

Samtidig er vi også stærkt udfordret af den stigende lægemangel her er vi også nødt til i den kommende byrådsperiode at finde måder at tiltrække nye alment praktiserende og speciallæger så alle er sikret en ordentlig lægedækning.

FOKUS PÅ DEN OFFENTLIGE TRANSPORT
Jeg vil forsætte arbejdet med at sikre at offentlig transport er et prismæssigt troværdigt tilbud til de der har behov.

Vi skal styrke og udvikle de nuværende ordninger med Flextur, Studieflex og Flexhandicap.

Der skal være mulighed og råd til at kunne benytte offentlig transport i hele kommunen for alle borgere.

FOKUS PÅ KLIMA, FORURENING OG GRØNNE LØSNINGER
Der skal være større fokus på at sikre vores drikkevandsresurser, med en effektiv beskyttelse mod forurening. Kommunen skal være gå foran med at igangsætte arbejdet, med at klimasikre de områder der i fremtiden kan være udsatte for oversvømmelser. Når der planlægges grønne energiløsninger, skal borgerne, især i nærområderne, inddrages så lokal opbakning og indflydelse sikres.

Jeg vil arbejde for at kommunen understøtter de kystnære områder der har problemer med de tiltagende havvandsstigninger, så man kan etableret diger eller anden kystsikring.

Vi er også nødt til, allerede nu og i fremtiden aktivt at arbejde for grønne miljøneutrale løsninger og energioptimering.

Jeg vil også arbejde målrettet på at vores drikkevandsresurser sikres og at vi løbende får undersøgt vores vand for pesticider og anden forurening. Jeg mener det er vigtigt, at vi som borgere hele tiden kan stole på, at det vand der kommer ud af hanerne ikke er sundhedsskadeligt.

FOKUS PÅ ARBEJDSMARKED
Jeg vil arbejde målrettet for at få sat gang i erhvervsudviklingen i hele Guldborgsund, blandt andet ved at udnytte alle de muligheder, de store statslige infrastrukturprojekter i vores område betyder, for at tiltrække nye virksomheder.

Jeg mener også det er vigtigt at arbejde for, at alle de der i dag der arbejder på skiftehold eller pendler ud af kommunen får de nødvendige betingelser, blandt andet i forbindelse med åbningstider i børneinstitutionerne og for at kunne benytte offentlig transport eller samkørsel.

Vi har i de kommende år, med den store mangel på arbejdskraft, en unik mulighed for at få alle med. Det skal vi udnytte, ved at arbejde for at så mange som muligt, får mulighed for at få den nødvendige opkvalificering eller uddannelse til at blive en del af arbejdsmarkedet.

Guldborgsund kommune skal være kendt som en attraktiv bopæls- og erhvervskommune, hvor kerneydelserne i form af børnepasning, skoler, uddannelser, kultur og fritid, grønt miljø og infrastruktur er i top

 

Vores kandidater

Simon Hansen

Simon Hansen

Borgmester

Formand for Økonomiudvalget

Nykøbing F.

Katrine burmann

Katrine burmann

Gruppeformand, Økonomiudvalget

Næstform i Landdistr, Kultur og Fritidsudv

Stubbekøbing

Yavuz Sari

Yavuz Sari

Socialudvalget

Børn og Skoleudvalg

Nykøbing F.